I denne bog kigger vi nærmere på nogle af de største spørgsmål, børn stiller om livet og døden f.eks. Hvorfor er vi her? Hvad sker der i universet? Hvem er vi egentlig? Hvorfor skal vi dø?
Jeg forsøger på en enkel måde, med fokus på nysgerrighed, at give nogle svar i børnehøjde med udgangspunkt i Martinus åndsvidenskab og især Symbol nr. 32, der hedder ”Livsmysteriets Løsning” Det er et symbol, der indeholder 12 stjernefelter, som er slutfacitter.
Mit formål med bogen er at give børn svar på nogle de store spørgsmål, de har, og mulighed for at forstå komplekse begreber. Hvert stjernefelt starter med et spørgsmål, som kan engagere børnene og få dem til at reflektere over universet og deres egen plads i det. Jeg håber, det giver anledning til en spændende samtale mellem forældre, andre nære voksne, børn og unge, og gøre dem opmærksomme på, at der er lys og glæde i livet og håb for fremtiden.
Jeg hedder Mejbritt Mikkala Christensen og har læst åndsvidenskab siden 2010. Jeg elsker at undervise, og at skrive om noget, der betyder noget for mig i mit eget liv. Jeg har 4 voksne børn og kan tydeligt huske, at de havde mange dybe spørgsmål, jeg skulle besvare, da de var yngre. Jeg ville have ønsket, at jeg havde haft litteratur til rådighed, der kunne bekræfte det, jeg svarede dem, og især gå lidt mere i dybden end jeg selv var i stand til på det tidspunkt i deres liv. Børn er kloge væsener og er tættere på det åndelige, end vi er, og de undrer sig og er nysgerrige på liv og død på en naturlig måde.